Næstekærlighed - digt

Hvorfor er mennesker som de er

alle og enhver

Jeg undrer mig i mit lille sind,

er jeg da bare blind.

Forstår ikke at man ej hjælp kan byde,

det er da så lidt at yde.

Hvad skulle der ske,

jeg kan det ikke se.

At må miste lidt af sig selv

for at hjælpe end anden med lidt held.

Hvorfor tænker vi altid først på os selv.

Det giver ingen lykke alligevel.

At glæde og hjælpe hinanden i nød,

et kærlighedens budskab man derved bød.

At livet skal leves med kærlighed,

jeg så gerne verden ville få besked.

Jeg ikke altid sandheden kan skue,

mine tanker jeg derfor grue.

Jeg er følsom og sart,

nogle vil hellere se noget bart.

Se dog på i personen det indre,

og en stjerne for dig vil tindre.

Lad os fylde vores liv med kærlighed,

nok de færreste ved besked.

Kærligheden er vejen til harmoni,

lad din tanke i troen bli'

Hvor er det svært at kærligheden holde,

når problemer os dagligt volde.

Vi vores tanker selv bestemmer,

til tider de af bekymring emmer.

Dine tanker du selv udfylder,

de ligger klar på alle hylder.

Skal vi være glade eller triste,

du bestemmer selv som den sidste.

Vores verden ville være fyldt med kærlighed,

hvis alle verdens ledere vidste besked.

Men ak, de er alle blinde,

ønsker kun deres egen juvel at finde.

Jette – så tankefuld